Silkeborg har gennem de seneste 40 år opbygget et omdømme som ’bilernes by’. Nu kan man med rette også betegne Silkeborg for ’elbilernes by’, for Silkeborg Kommune har nemlig valgt at sætte ekstra fart på den grønne omstilling og besluttet at udskifte 256 af kommunens benzinbiler med elbiler. Men at udskifte en så stor bilpark, er ikke noget man bare lige gør fra den ene dag til den anden.
Stor værdi for klima og økonomi
I år er man begyndt at indfase de første 156 elbiler, som Silkeborg Kommune leaser hos KommuneKredit. Og det er en leasingaftale, der skaber stor værdi. For klimaet og for kommunens driftsøkonomi. Leasingaftalen har altså givet Silkeborg muligheden for at sprede udgifterne over tid og undgå store økonomiske udlæg på én gang.
Et vigtigt ryk fremad
Og det har i sidste ende gjort det muligt at opretholde det nødvendige udskiftningsniveau af biler og samtidig bidrage effektivt til indfrielsen af Silkeborgs klimamål. For når samtlige 256 elbiler er indfaset i kommunens drift, er der opnået en reduktion i kommunens samlede CO2-udledning på hele 500 ton. Et vigtigt ryk imod Silkeborgs ambitiøse målsætning om at være CO2-neutral i 2025.
Ved at lease elbilerne hos KommuneKredit har vi en bedre årlig driftsøkonomi. Vi kan bedre balancere vores budget fremfor at hive en masse penge frem. Hvis vi skulle lægge alle pengene fra start, så havde udskiftningsgraden på de her 256 elbiler inden udgangen af 2025 nok været svær at nå.
Jeppe Abildgaard Pedersen
Fleet Manager, Silkeborg Kommune