Hvordan bliver der råd til energirenovering og klimasikring af offentlige bygninger?
Hvor skal finansieringen komme fra, når kommuner og regioner ønsker at energirenovere eller klimasikre offentlige bygninger? Et svar kunne være KommuneKredit, som i mange tilfælde kan hjælpe med finansiering, når det er inden for rammerne af vores udlån. På Klimafolkemødet i Middelfart, der løb af stablen i slutningen af august, deltog KommuneKredit i to paneldebatter, hvor spørgsmålet om finansiering blev stillet.
Finansiering af energirenoveringer
Under overskriften: ’Hvordan maler vi kommunernes sorte bygninger grønne’ blev der taget hul på debatten om, hvad der skal til for at løfte energimærkningen i de kommunale bygninger.
For selv om Danmark på mange måder er et grønt foregangsland, så er der dog mulighed for forbedringer. Det gælder fx energieffektivisering af de offentlige bygninger, hvor 70% ifølge Klimarådet har energimærkningen D eller lavere.
KommuneKredits administrerende direktør, Jens Lundager, deltog i paneldebatten sammen med direktør i SYNERGI, Katrine Bjerre M. Eriksen, formand for særligt opgaveudvalg med fokus på energieffektivitet i Middelfart Kommune, Alex Gren, samt indenrigs- og kommunalordfører (S), Birgitte Vind. Her kastede han lys over mulighederne for at finansiere kommunale energirenoveringer i KommuneKredit – både gennem lån og leasing.
Finansiering af klimatilpasning og renovering
Det ekstreme vejr påvirker vores bygninger i en grad, som kalder på mere og bedre klimasikring. KommuneKredit tilbyder også finansiering til en række kommunale initiativer inden for klimatilpasning, som fx håndtering af tag- og overfladevand, kystbeskyttelse og klimatilpasning af havne (både kommunale og selvstyrehavne) – så længe vi vel at mærke holder os inden for rammerne af vores udlån. Det fortalte direktør Henrik Andersen om, da han sammen med centerchef i Teknologisk Institut, Ulrik Hindsberger, og ingeniør i Middelfart Kommune Bjarne Rasmussen bidrog i debatten om 'Klimatilpassede bygninger – nu og i fremtiden'.