Hvidvaskpolitik
Formålet med denne politik er at fastlægge de overordnede retningslinjer for KommuneKredits forebyggende foranstaltninger mod at blive misbrugt til hvidvask og finansiering af terror. Det er KommuneKredits politik at overholde de til enhver tid gældende love og regler om foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering.
Risikoområder og risikovillighed
KommuneKredit har udarbejdet en generel risikovurdering for KommuneKredits iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering.
KommuneKredit ønsker ikke, i kraft af sit særlige samfundsansvar, at blive inddraget i kriminelles handlinger, herunder hvidvask eller terrorfinansiering. Det er derfor KommuneKredits klare politik at fastholde samme lave risikoniveau fremover. Det indebærer, at hvidvask- og terrorfinansieringsrisici skal indgå i overvejelserne ved udformning af nye produkter eller andre væsentlige ændringer i KommuneKredits nuværende strategi eller forretningsmodel.
Hvidvaskansvarlig
KommuneKredit har udpeget en hvidvaskansvarlig fra KommuneKredits ledelse. Den hvidvaskansvarlige skal sikre, at KommuneKredit overholder love og regler om foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering, samt påse, at foranstaltninger fastsat i denne politik og øvrige interne regler gennemføres.
Den hvidvaskansvarlige skal løbende vurdere, om KommuneKredits eksponering mod at blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering ændrer sig. I så fald skal der tages skridt til, at KommuneKredits forebyggende foranstaltninger tilpasses, således at residualrisikoen fortsat har samme lave niveau som i dag.
Foranstaltninger
For at hindre, at KommuneKredit bliver misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering, skal følgende foranstaltninger gennemføres:
A: Risikostyring
På baggrund af den udarbejdede generelle risikovurdering skal KommuneKredit iværksætte passende foranstaltninger for at mindske risikoen for at blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering.
Organisering, ressourcer og forretningsgange
KommuneKredit skal have en effektiv organisation med en klar fordeling af opgaverne på hvidvaskområdet. Der skal være tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at KommuneKredit er i stand til at overholde hvidvasklovgivningen og de foranstaltninger, der er anført i denne politik.
Der skal for alle relevante medarbejdere være tilgængelige forretningsgange og arbejdsgange, der tydeligt beskriver de foranstaltninger, der skal foretages for at mindske risikoen for, at KommuneKredit bliver misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering.
B: Uddannelse
De relevante medarbejdere skal med passende intervaller have uddannelse i hvidvaskreglerne. Uddannelsen skal sikre, at KommuneKredits medarbejdere har godt kendskab til, hvilke hvidvaskrelaterede opgaver den enkelte skal løfte som led i varetagelsen af sit job.
C: Screening
Relevante medarbejdere bliver screenet i forhold til risikoen for, at de kunne tænkes at misbruge deres stilling til hvidvask og terrorfinansiering eller medvirken hertil.
D: Kunder
Kunder i KommuneKredit skal som led i en kundekendskabsprocedure identificeres og legitimeres, både ved etablering af kundeforholdet og som led i en løbende ajourføring af KommuneKredits kundekendskab. Det skal klarlægges, hvad der er formålet med kundeforholdet, samt, hvor relevant, det forventede forretningsomfang. Det gælder for alle kundeforhold.
KommuneKredit kan ikke indgå nye aftaler med kunder, som ikke medvirker til indhentelse af relevante oplysninger, og/eller som indebærer, at KommuneKredit ikke kan opfylde sin forpligtelse til at kende sine kunder.
For kunder, der er juridiske personer, skal ejer- og kontrolstrukturen klarlægges, og de reelle ejere skal identificeres og legitimeres.
KommuneKredit vil ikke indgå eller opretholde kundeforhold, som udøver aktiviteter, der i henhold til egen eller Finanstilsynets, EU’s eller FATF’s vurdering er forbundet med en særlig høj risiko for hvidvask eller terrorfinansiering.
E: Politisk eksponerede personer (PEPs)
KommuneKredit skal løbende kunne identificere, monitorere samt have en procedure for godkendelse af kunder, hvor der optræder PEPs i fx ejerkreds, bestyrelse eller daglig ledelse.
F: Samarbejde med banker og andre finansielle institutioner
KommuneKredit er i kraft af sin rolle som udsteder på de internationale kapitalmarkeder i kontakt med en lang række finansielle institutioner, der løbende assisterer KommuneKredit ved kapitalfrembringelse. Herudover handler KommuneKredit med finansielle modparter som led i KommuneKredits treasury-aktiviteter.
KommuneKredit har ikke forretningsforbindelser med finansielle virksomheder, som har hjemsted i lande, hvor det danske Finanstilsyn, EU eller FATF har vurderet, at der er en særlig høj risiko for hvidvask eller terrorfinansiering. KommuneKredit har ligeledes ikke forretningsforbindelser til banker eller finansielle virksomheder, som ikke har en fysisk repræsentation (såkaldte ”shellbanks”).
G: Overvågning og undersøgelse
KommuneKredit skal være opmærksom på og overvåge, om de transaktioner, der gennemføres som led i et kundeforhold i KommuneKredit, kan mistænkes for at indebære hvidvask eller terrorfinansiering.
H: Underretning
Når KommuneKredits overvågning eller foranstaltninger i øvrigt fører til, at KommuneKredit får en mistanke om kriminelle forhold, som er omfattet af indberetningspligten i henhold til hvidvasklovgivningen, skal forholdet undersøges nærmere. Fører undersøgelsen til, at KommuneKredit ikke kan afkræfte mistanken, foretager KommuneKredit underretning af Hvidvasksekretariatet i overensstemmelse med kravene hertil.
Know Your Customer
Implementering og praksis
Du kan læse mere om KYC-implementering og praksis her på hjemmesiden.
Læs, hvordan vi arbejder med vores hvidvaskpolitikKnow Your Customer
Implementering og praksis
Du kan læse mere om KYC-implementering og praksis her på hjemmesiden.
Læs, hvordan vi arbejder med vores hvidvaskpolitik