Renteinformation

Konflikten i Mellemøsten har siden starten af marts været den vigtigste faktor bag udviklingen i rente-, valuta- og aktiemarkeder. Der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig foreløbigt.
De finansielle markeder har nu fokus på de planlagte møder i slutningen af april hos både den amerikanske centralbank (FED) og den europæiske centralbank (ECB). På grund af konflikten i Mellemøsten – og især dens påvirkning af energipriserne – er der opstået større usikkerhed om, hvordan de stigende energipriser vil påvirke centralbankernes beslutninger om renter.
Denne usikkerhed kan blandt andet ses i markedets forventninger til FED og ECB. På møderne i april forventes det ikke, at renterne ændres. Der er derimod uenighed om, hvad der vil ske med renterne fremover. Det betyder, at renterne på markederne i USA og eurozonen svinger næsten dagligt. Disse udsving smitter også af på det danske rentemarked.
Lige nu forventer markedet, at FED holder renterne uændret i år, mens ECB kan hæve renterne op til to gange i løbet af 2026. Som nævnt er der dog stor usikkerhed om disse forventninger, blandt andet på grund af udviklingen i Mellemøsten.
Også i Danmark er der en afsmittende usikkerhed om renteudviklingen. Forventningen er dog fortsat, at forskellen mellem Nationalbankens rente og ECBs rente – som i øjeblikket er 0,40 procentpoint – vil blive fastholdt, hvis ECB ændrer sine renter.



Disclaimer
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.