Renteinformation 27. januar 2025
Tendensen til stigende renter i den lange ende af markedet fra den seneste måned er afløst af stabile til svagt faldende renter. Der har været spekuleret i, om centralbankerne i USA (FED) og Eurozonen (ECB) ville fortsætte med at sænke renterne på møderne i næste uge. Der har i løbet af januar tegnet sig et billede af, at ECB ventes at sænke med 0,25%-points til 2,75%. FED forventes at vente med en rentenedsættelse, begrundet med dels udviklingen i inflationen i USA, som stadig holder sig højere, end FED er komfortabel med, og dels usikkerhed om den økonomiske politik, som tiltrådte præsident Trump, ventes at gennemføre. I forlængelse af en rentenedsættelse fra ECB ventes Nationalbanken at bevare renteforskellen på 0,40% og dermed sænke renten fra 2,60% til 2,35% på torsdag.
Markedet vil lytte med ekstra opmærksomhed på de efterfølgende pressemøder i FED og ECB, hvor der kan ventes flere informationer om, hvordan centralbankerne ser på muligheden for rentenedsættelser i løbet af 2025.
De korte markedsrenter i EUR og DKK er stabiliseret og forventes langsomt at falde i takt med, at der er fortsatte forventninger om, at ECB vil sænke renten yderligere et par gange i løbet af året. I modsætning til i USA er inflationen i Eurozonen stabil til faldende og ventes at komme ned i nærheden af ECBs mål på 2% i løbet af 2025, så ECB har et bedre spillerum til rentenedsættelser.
Disclaimer
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.