Ren­te­in­for­ma­tion

Der er faldet mere ro på den politiske front efter en hektisk start på året. Rente-, valuta- og ak­tie­mar­ke­der­ne har i højere grad fokuseret på realøkonomiske faktorer i stedet for den politiske turbulens. Der har været ordinære møder i både den amerikanske centralbank (FED) og den europæiske centralbank (ECB) indenfor de seneste 14 dage. I begge tilfælde blev renten som ventet holdt uændret. Mest interesse var der for FEDs møde og de efterfølgende bemærkninger fra FED-chef Powell. Han bemærkede, at den amerikanske økonomi så god ud, og at der ikke var udsigt til forværring den nærmeste tid. Det er omsat til forventning blandt analytikere til, at FED ikke sænker renten i første halvår, og at sand­syn­lig­he­den for en kommende sænkning i løbet af 2026 er mindsket betragtelig. Det går imod det ønske den amerikanske præsident Trump længe har haft om lavere renter fra FED. Præsidenten har udpeget en ny chef for FED, når Powells termin udløber til maj, men markedet er ikke overbevist om, at han vil opfylde Trumps ønske om lavere renter i første omgang. Reaktionen i markedet har været meget afdæmpet.


Hos ECB var der ikke meget slinger i valsen. Renten ventes uændret i løbet af 2026 og ind i 2027, som situationen er i dag. Inflationen ligger på ECBs mål på 2 %, og økonomien er i langsom fremdrift i Eurozonen. Der er flere analytikere, der nu venter, at den næste ændring fra ECB bliver en forhøjelse. Det scenarie ligger dog først i 2. halvår 2027.


Der har været mere opmærksomhed rettet mod Nationalbanken de seneste måneder. Det skyldes primært, at DKK har været svækket mod EUR siden eftersommeren 2025. Der har gennem flere måneder været spekuleret i, om Nationalbanken har opkøbt DKK mod EUR for at støtte DKK-kursen. Det har frem til januar ikke været nødvendigt, og de seneste uger er DKK igen styrket mod EUR, så der forventes ikke støtteopkøb fra Na­tio­nal­ban­kens side lige nu. Dermed er der ikke længere mange forventninger til, at ren­te­for­skel­len til ECB på 0,40 % skal mindskes ved, at DKK-renten sættes op. Der ventes ingen ændring af ren­te­for­skel­len i 2026.

 

Disclaimer

Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.

Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.

CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for pris­fast­sæt­tel­se af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.

Vil du vide mere?

Kontakt ad­mi­ni­stre­ren­de direktør, Jens Lundager.

Kontakt os

Vil du høre mere om mulighederne for at finansiere lokale projekter eller investeringer, er du velkommen til at kontakte vores kundeafdeling.

Vores telefoner er åbne

Mandag til torsdag
09:00 – 16:00
Fredag
09:00 – 14:00