Ren­te­in­for­ma­tion 11. oktober 2024

Efter en heftig mødeaktivitet blandt de globale centralbanker i september er tempoet sat ned i løbet af oktober. Der er dog et vigtigt møde i den europæiske centralbank (ECB) i næste uge. Her venter markedet, at ECB igen sænker renten med 0,25%-points til 3,25%. Det er ECBs tredje rentesænkning i år. Det ventes, at Nationalbanken følger med og sænker renten til 2,85%.

Der er kommet tilstrækkeligt styr på inflationen i Eurozonen, som fortsætter den faldende tendens fra de høje niveauer i 2022, og de øvrige nøgletal fra Eurozonen peger mod aftagende aktivitet og måske endda tilbagegang i tysk økonomi i årets sidste kvartal. Der er kommet fornyet opmærksomhed på bud­ge­tun­der­skud­dene i flere af Eurozone landene, særligt Frankrig og Italien holdes der øje med.

Den udvikling bør resultere i, at de europæiske renter fortsætter med at falde. Der er dog kommet lidt grus i maskineriet fra verdens toneangivne rentemarked – USA. Med faldende inflation er den amerikanske centralbank (FED) mere fokuseret på udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked. Ledigheden har været stigende i løbet af 2024, og det var medvirkende til, at FED sænkede renten i september med 0,50%-points. De seneste tal for amerikansk ledighed viste dog, at der skabes mange nye job, og ledigheden begynder igen at falde. Det har fået markedet til at forvente færre og mindre ren­tes­ænk­nin­ger fra FED i år.

Det har ramt både de korte og de lange markedsrenter i USA og haft en afsmittende effekt på Europa, hvor renterne er steget den seneste uges tid. Der er endnu en ar­bejds­mar­keds­rap­port, inden FED holder det næste møde den 7. november, og den ventes at have stor betydning for, hvor meget FED sænker renten i november. Herudover er der fokus på valget i USA den 5. november, hvor der er både præsidentvalg og valg til den amerikanske Kongres. Det kan skabe noget markedsuro på kort sigt.

Disclaimer

Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.

Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.

CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for pris­fast­sæt­telse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.

Vil du vide mere?

Kontakt ad­mi­ni­stre­ren­de direktør, Jens Lundager.

Kontakt os

Vil du høre mere om jeres muligheder for at finansiere lokale projekter eller investeringer, er du velkommen til at kontakte vores kundeafdeling.

Vores telefoner er åbne

Mandag til torsdag
09:00 – 16:00
Fredag
09:00 – 14:00