Renteinformation

Efter en periode med omfattende mødeaktivitet blandt centralbanker verden over, er der ved indgangen til juli og sommerperioden mere begrænset aktivitet blandt verdens mest betydende centralbanker.
Ovenpå den foreløbige aftale mellem USA og Iran i forbindelse med konflikten i Mellemøsten og det efterfølgende prisfald på især olie, er der begyndende revision af markedets forventning til renteudviklingen hos både den amerikanske centralbank (FED) og den europæiske centralbank (ECB). Markedets hidtidige forventning om en renteforhøjelse fra FED i år er nu vendt til muligheden for en rentenedsættelse indenfor de næste 6-9 måneder. Det forudsætter dog, at energipriserne ikke vil være stigende i perioden, og den usikkerhed er som bekendt markant for tiden.
Energipriserne er ligeledes meget vigtige for ECBs vurdering om ændringer i deres toneangivne renter og her er forventningen at den yderligere renteforhøjelse, der ligger i kortene nu, er ændret til forventning om uændret rente i ECB for resten af året.
Forløbet viser, at den usikkerhed der har bestået i de finansielle markeder siden konflikten i Mellemøsten startede i marts, stadig er til stede. Opmærksomheden er i høj grad rettet mod forhandlingerne om en varig fred de næste uger, som er afgørende i forbindelse med udviklingen i inflationen i bl.a. USA og Eurozonen.
DKK stadig ligger på et svagt niveau mod EUR i valutamarkedet. Nationalbanken har senest været i markedet og støttet DKK i juni for et mindre beløb. Såfremt DKK fortsætter med at være svag mod EUR, kan der forventes yderligere støtteopkøb fra Nationalbanken vurderer markedsdeltagerne. En eventuel selvstændig dansk renteforhøjelse er der ikke forventning om på nuværende tidspunkt. Renteforskellen til ECB ventes derfor fortsat at ligge på 0,40 %-points.



Disclaimer
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.