Renteinformation 10. marts 2025
Den omfattende geopolitiske uro og præsident Trumps tolddagsorden skaber usikkerhed i både aktie-, valuta- og rentemarkederne globalt set. Der har været kraftige bevægelser i alle markederne de seneste uger, og den tendens ser ud til at fortsætte i nogen tid fremover. Samtidig har den europæiske opmærksomhed på en markant forøgelse af udgifter til forsvar betydet, at investorerne kan frygte en øget gældstagning, både for de enkelte lande i Europa og for EU samlet set. Meget af finansieringen er endnu ikke endeligt fastlagt, men det forventes, at der skal udstedes store mængder statsgæld i de kommende år for at leve op til de nye mål for forsvarsudgifter, som er på tegnebrættet lige nu. Alene i sidste uge steg de lange markedsrenter i Tyskland markant, efter at det tyske parlament aftalte at øge udgifterne til infrastruktur og militær med mindst EUR 500 mia.
At Den Europæiske Centralbank (ECB), som ventet, sænkede renten fra 2,75 % til 2,50 % i sidste uge, endte lidt i skyggen af de politiske begivenheder, vi er vidne til for tiden. Nationalbanken sænkede ligeledes renten fra 2,35 % til 2,10 % oven på ECBs nedsættelse. Mere interessant er det, hvad ECB tænker fremadrettet om renteændringer på de kommende møder. Markedet har stadig forventninger om yderligere op til tre rentenedsættelser fra ECB i år, så året ender på 1,50 %. Der kom ikke væsentlige nyheder om ECBs tanker på mødet i sidste uge. Det er dog ofte nævnt, at fremtidige renteændringer afhænger af de nøgletal, der kommer – bl.a. for væksten og inflationen. Næste møde i ECB er den 17. april, og markedet holder et vågent øje med udviklingen i nøgletal i lighed med den globale politiske udvikling frem til mødet. Mens de korte markedsrenter i EUR holder sig rimelig uændrede, er de lange renter steget til det højeste niveau siden medio 2024. Den samme tendens gør sig gældende for de danske markedsrenter.
Baseret på udtalelser fra medlemmer af den amerikanske centralbanks (FED) rentekomité ventes FED at holde renten uændret på mødet den 19. marts. Det var også beskeden fra det seneste FED-møde og kommer ikke som en overraskelse for investorerne. Med en stabil til svagt aftagende inflation og et fortsat stærkt arbejdsmarked er det sandsynligt, at FED vil vente med yderligere rentenedsættelser til senere på året. I skrivende stund venter markedet to-tre nedsættelser i andet halvår, baseret på en forventet afmatning i amerikansk økonomi som et resultat af den igangværende toldkrig.
Disclaimer
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.