Ny finansieringsmodel betyder lavere renter – men mærkning af grønne lån ophører
KommuneKredit har fået en ny finansieringsmodel, der giver lavere renter på lån og leasing. Indførelsen af modellen betyder samtidig, at ordningen med grønne lån og grønne certifikater stopper. Men det ændrer ikke ved, at de formål, vi finansierer, har et grønt eller socialt sigte.

KommuneKredit har fået ny finansieringsmodel: I stedet for at vi udsteder obligationer på kapitalmarkederne til finansiering af vores udlån og leasing, køber staten vores obligationer til renter svarende til statens egne finansieringsomkostninger.
Dermed udsteder vi ikke længere nye grønne obligationer, og vi har ikke behov for at tilføre nye udlån til KommuneKredits særlige pulje af ”grønne lån”, som dannede grundlag for vores grønne obligationsudstedelser.
Den nye finansieringsmodel betyder lavere finansieringsomkostninger for KommuneKredit og dermed tilsvarende lavere renter til vores kunder.
Læs mere om forståelsen med staten, som trådte i kraft den 26. marts 2025.
Investeringer med samfundsværdi
Et lån hos KommuneKredit finansierer altid en demokratisk besluttet samfundsopgave. Alt, vi finansierer, har således et grønt eller et socialt formål og er til gavn for fællesskabet. Sådan vil det også være fremover.
Vores medlemmer og kunder skaber rammerne for fællesskab og gode liv. Det gælder blandt andet inden for sundhed og ældrepleje, idrætsfaciliteter, klimatilpasning samt forsyning af vand og varme. Det kræver investeringer, som vi i KommuneKredit bidrager til at finansiere.
Konsekvenser af ændringen
For vores kunder betyder ændringen, at:
- vi ikke længere vil bede om at få udfyldt et særligt spørgeskema om de forventede klima- og miljøeffekter af grønne investeringer, når de optager lån til nye projekter.
- vi ikke længere sender grønne certifikater, hvis kunder har optaget lån til grønne anlægsinvesteringer. Nuværende certifikater kan fortsat bruges i kommunikation.
Vores kunders bidrag har gjort en forskel
Tak til alle de kunder der har bakket op om det grønne obligationsprogram siden 2017. De oplysninger om grønne projekter, vi har modtaget i årenes løb, var med til at sikre alle KommuneKredits kunder den billigst mulige finansiering.
Samlet har KommuneKredit godkendt grønne lån for ca. 50 mia. kr., hvilket har muliggjort 9 grønne obligationsudstedelser til gavn for vores kunder. Det kan vi alle være stolte af.
Spørgsmål
Send en e-mail til bf@kommunekredit.dk, hvis du har spørgsmål til ændringen.