Lån til ældreboliger, som overgår til regionen, skal indfries
Alle kommuner skal senest 1. juni 2026 give KommuneKredit besked, om de har optaget lån til at finansiere ældreboliger, som overgår til regionen. Det skal ske for at sikre den bedst mulige proces for indfrielse af lånene frem mod overdragelsen til regionerne ved årsskiftet.

Som resultat af sundhedsreformen overtager regionerne en række kommunale almene ældreboliger fra 1. januar 2027 – læs mere om delingsaftalerne mellem kommuner og regioner.
Mange af boligerne er finansieret i KommuneKredit med støttede lån, som er optaget i henhold til § 119 i almenboligloven. Da boligerne efter overdragelsen ikke længere vil være omfattet af almenboligloven, skal de eksisterende lån indfries senest samtidig med overdragelsen.
Informér KommuneKredit senest 1. juni 2026
For at sikre den bedst mulige proces skal alle kommuner senest den 1. juni 2026 sende en e-mail til kunde@kommunekredit.dk med relevant kontaktperson hos regionen på cc. E-mailen skal indeholde én af følgende oplysninger:
- Hvilke lån (inkl. lånenumre) kommunen har optaget i KommuneKredit for at finansierer ejendomme, som helt eller delvist skal overdrages til regionen.
- Kommunen har ikke lån, der er omfattet af overdragelsen.
Hvis der efterfølgende sker ændringer i det, der er oplyst, skal KommuneKredit have besked senest 6. juli 2026 for at indfrielsen af obligationslånene kan gennemføres rettidigt.
Afklaring af spørgsmål
Har I spørgsmål til processen, er I velkomne til at kontakte os ved at sende en e-mail til kunde@kommunekredit.dk eller ringe på tlf. 3311 1512.