Botilbud Ebberød – med livskvaliteten for øje

Omkranset af Rude Skov ligger Botilbud Ebberød, som er et moderne, alment ældreboligbyggeri for udviklingshæmmede og personer med multiple handicap. Botilbuddet er en del af Rudersdal Kommunes psykiatri- og handicapplan fra 2008 og vil skabe 100 nye og tidssvarende boliger. I januar 2018 stod 1. etape med 46 boliger klar til indflytning.

 

Boligerne er bygget med fokus på livskvalitet i form af ligelig adgang til både privatliv og fællesskab. Akustiske lofter skaber ro for beboerne og personalet, og store vinduespartier lukker dagslyset og de naturskønne omgivelser ind. Dagtilbuddet Bøgen og Ebberød Kulturhus ligger i tilknytning hertil og sikrer adgang til både indendørs og udendørs aktiviteter og samvær med andre.

KommuneKredit har stået for finansieringen af boligerne. I opførelsesfasen blev byggeriet finansieret ved en byggekredit.

 

Da boligerne stod indflytningsklare blev byggekreditten konverteret til et rentetilpasningslån. KommuneKredit kan yde lån til kommunalt ejede pleje- og ældreboliger jf. bestemmelserne i Almenboligloven som fastsat af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

 

Læs mere her

FAKTA

Bygherre: Rudersdal Kommune

Byggeperiode: 2016 – 2020, fordelt over 2 etaper

Finansiering: Byggekredit konverteret til 30-årigt rentetilpasningslån

Lånesum: 84.055.000 kr.

Vil du vide mere ?

Vil du høre mere om KommuneKredits lånefinansiering af pleje- og ældreboliger?

 

Så send os en mail på kunde@kommunekredit.dk