Om Susanne

 

Susanne Brandenborg Boeck er ansat som kundechef i KommuneKredit pr. 1. marts 2020, hvor hun varetager den daglige drift og ledelse af Kundeafdelingen.
Susanne kommer fra en stilling i ATP og er oprindeligt uddannet cand.mag. i Pædagogik og Sociologi og har efterfølgende taget HD 1. del.

Hvorfor søgte du job i KommuneKredit?

Efter næsten ni år i en stor virksomhed fik jeg lyst til at prøve kræfter med et mindre sted. Da jeg samtidig er drevet af at prøve nyt, var det også interessant at kaste mig ind i en helt ny faglig verden. Da jeg fik mere indblik i KommuneKredit, var det særligt Strategi 2022, der appellerede til mig. At få lov at stå i spidsen for de mange forandringer, som vi skal gennemføre, er lige mig. Her tænker jeg på de mange projekter, som vi har gang i – særligt implementeringen af vores nye kerneplatform. Endelig er jeg storbymenneske, så det passer mig rigtig godt, at jeg nu kan cykle på arbejde.

 

Hvordan har det været at starte under covid-19? Det har været lidt særligt og noget anderledes, end jeg forventede. Det er heldigvis gået godt med at lære min egen afdeling og Christian – min nye chef (red. kundedirektør Christian Jeppesen) at kende. Alle har taget fantastisk godt imod mig. I dagligdagen har det fungeret fint, men der er selvfølgelig noget læring, der kommer til at tage lidt længere tid – især i forhold til at komme til at kende hele huset og få kulturen ind under huden. Og nogle af de idéer, vi skal arbejde med, har vi måttet sætte lidt på hold.

 

Hvad har overrasket dig mest ved at starte i KommuneKredit? Det er gået mere op for mig, hvilken fantastisk rolle vi faktisk spiller i samfundet. Jeg er kommet ind og er blevet virkelig stolt af den virksomhed, jeg er blevet en del af. Vi bidrager til mange gode tiltag i samfundet, og i sidste ende er vi med til at spare borgerne for penge, fordi vi kan låne billigt til offentlige anlægsinvesteringer. Der sidder så lille en virksomhed, som er aktør i så mange fantastiske projekter ude i kommunerne og i det ganske land. Jeg vidste selvfølgelig en lille smule, fra da jeg søgte stillingen. Men det er først nu, det rigtigt er gået op for mig, hvilket fingeraftryk vi for alvor sætter.

 

Hvilke opgaver glæder du dig mest til at løfte som kundechef? At være med til at løfte Strategi 2022, så vi kommer i mål med den. Det er jo alt fra ny kerneplatform og til at bevæge os i en helt ny retning, f.eks. i Professionaliseringssporet, hvor vi arbejder med bedre systemunderstøttelse og bedre end-to-end-processer.

 

Hvilken forskel vil kunderne opleve i forhold til professionaliseringen? Vi vil gerne lukke op for endnu mere selvbetjening, så kunderne selv kan søge oplysninger om egne lån og lave lånesimuleringer. Vi vil også gerne være mere ensartet i den måde, som vi kommunikerer på. Jeg synes også, at vi har mange gode historier, som vi med fordel kan fortælle endnu mere om, så kunderne også kan opleve, at de er en del af et større hele.

 

Hvordan er en typisk arbejdsdag? Man kan ikke rigtigt sige, at der er en typisk hverdag som leder. Her under nedlukningen har vi haft statusmøde hver morgen, hvor vi taler om, hvad der rører sig. Men ellers er mit job jo at få arbejdsdagen til at fungere for mine medarbejdere – dvs. sparre med dem når de har brug for det, tage beslutninger i projekter når det er det, der skal til osv. Du kommer sjældent ind og kan planlægge din dag fra 8-16. Så en typisk arbejdsdag er at tage alle de ting, der opstår, samtidig med at du når nogle af de ting, der står på din opgaveliste.

 

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde? Jeg er mor til to, hvilket tager rigtigt meget af min tid. Jeg er sportsmenneske og kan godt lide at være aktiv, eks. at løbe langdistance. Så det passer også fint, at jeg nu kan cykle på arbejde. Endelig er jeg glad for at hygge med mine venner – gerne med et glas bobler.