Om Morten

Da mobilen ringede, var Morten Dresling på vej ud ad den tyske Auto Bahn. Han styrede hurtigt bilen ind på en rasteplads og fik sagt ja tak til tilbuddet om at starte liability management-funktionen* op i KommuneKredit sammen med senior kunderådgiver Jens Christian Schmidt.

 

Det er nu 17 år siden, at en god ven af Morten skabte forbindelsen til Kommunekredit. Og 17 år siden, at Morten efter tre skarpe jobinterview blev tilbudt en stilling som kunderådgiver i KommuneKredit.

 

I dag er Morten senior portfolio manager og økonom i KommuneKredits finansafdeling. Her arbejder han med porteføljestyring og den korte funding, og så er han manden bag nyhedsbrevet Ugentlig Renteinformation.

 

Han er uddannet bankelev, har en HD i Udenrigshandel og kunne fejre 40 år på arbejdsmarkedet den 1. september 2020.

 

*Rådgivning af kunder i forhold til pleje af deres passiver, f.eks. deres eksisterende lån.

Hvordan har jobbet udviklet sig?

Jamen, er man ikke under udvikling, er man under afvikling. Jeg startede med at sidde overfor kunderne og rådgive dem om deres liability management og var med til at opbygge koncepterne for vores kundeservice. Det var også her, at jeg startede med at udgive et ugentligt nyhedsbrev om bevægelserne i rente- og valutamarkedet.

 

Siden hen fik jeg mulighed for at komme over i finansafdelingen og sidde overfor vores investorer og modparter i bankverdenen med fokus på prisning og afdækning af de lån, vi giver kunderne. Her har det hjulpet, at jeg har siddet overfor kunderne og dermed forstår deres behov.

 

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Dagene kan være meget forskellige og er meget afhængige af, hvad der sker både internt og eksternt. Jeg prøver altid at læse så mange morgenrapporter som muligt, så jeg er klar til dagen.

 

Vi har nogle faste rutiner, vi skal igennem hver dag. For eksempel skal vi dagligt forholde os til disponering af den daglige likviditet i DKK, disponering af positioner i fremmed valuta gennem handel med banker i ind- og udland, kontakt til banker i ind- og udland i forbindelse med henvendelser fra kundeafdelingen om nye afdækninger af lån eller indfrielser samt styring af KommuneKredits portefølje af obligationer i DKK og andre valutaer.

 

Vi har også statusmøder hver morgen og prøver altid at være på forkant, men der kan ske mange ting i de finansielle markeder – f.eks. at Trump tweeter.

Du skriver ugentligt om renteudviklingen i danske kroner. Er det svært at spå om fremtiden på de finansielle markeder?

Der er ikke så meget swung i markedet længere. Renterne er blevet mere stabile i forhold til tidligere tider. Da renten lå på 6 %, kunne det både gå meget op eller meget ned. Det gab er blevet langt mindre, og som analytiker risikerer du ikke længere at tage så meget fejl.

 

Det, der er blevet sværere set fra mit synspunkt, er, at informationerne er blevet tilgængelige for alle med det samme. Du venter ikke længere på en analytiker, der fortæller dig, hvad der er sket. Analytikere arbejder jo med modeller som fundament for udmeldinger om, at ’på basis af det vi ved, så forventer vi’. Men alle vores modeller til trods kan det skabe en uforudsigelighed i markederne, hvis f.eks. de store investorer har deres egne agendaer og derfor gør noget andet, end modellerne forudsiger. Det kan skabe en lemming-effekt ned igennem markedet.

 

Lige nu forventes renterne at stige en lille smule, når pandemien er ovre, og markederne er kommet sig.

 

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

Jeg er meget sammen med familien blandt andet min kære viv, som jeg har været gift med i 30 år, og vores to voksne tvillingepiger. Den ene er olympisk mester i skiløb. Selv er jeg tidligere løber, men har skiftet løbeskoene ud med en racercykel.

 

Jeg er vinentusiast, og så har jeg meget varme følelser for min GPS, efter at en kollega fik dirigeret vores bil ind ad indgangen til en Føtex på vej til et kundemøde.

FAKTABOKS

Ugentlig Renteinformation er et nyhedsbrev, der kort og præcist beskriver, hvad der rører sig i det danske rentemarked. Nyhedsbrevet, der så dagens lys i 2003, er et sammendrag af alle de nyhedsbreve og analyser, som KommuneKredits finansafdeling modtager dagligt.

 

Vil du abonnere på nyhedsbrevet, så tilmeld dig her.